Alkoholpolitik

Formål med Den frie Lærerskoles alkoholpolitik
Formålet med DFLs alkoholpolitik er at fremme et godt studiemiljø og styrke fællesskabet på institutionen. Det er ligeledes hensigten med alkoholpolitikken, at den skal understøtte, at studerende ikke - på grund af alkohol - bringes i uønskede og for andre generende situationer, eller at nogen studerende bringer sig ud i et egentligt alkoholmisbrug. Endelig er det alkoholpolitikkens formål at få sat drøftelse af alkoholpolitik på skoler og uddannelsesinstitutioner ind i en didaktisk sammenhæng.

På den baggrund opstilles følgende politik:

Punkt 1
På Den frie Lærerskole har vi af hensyn til hinanden, til studiemiljøet og til lokalmiljøet et ansvarligt forhold til alkohol.

Punkt 2
De studerendes og lærernes indtagelse af alkohol må ikke være til gene for undervisningen på Den frie Lærerskole.

Punkt 3
I forbindelse med ekskursioner, rejser, fagugekurser og andre gråzoner mellem studietid og fritid opfordres deltagerne og kursuslederen/læreren til forud at have indgået aftaler om regler for indtagelse af alkohol.

Punkt 4
Festligheder på Den frie Lærerskole bør arrangeres på en sådan måde, at ingen bliver presset til at drikke alkohol eller kommer til at stå uden for fællesskabet, hvis man ikke drikker alkohol.

Punkt 5
Har man et alkoholforbrug, der får negativ indflydelse på ens studieaktivitet eller ens gode forhold til medstuderende, opfordres man, som ved al anden studiemistrivsel, til at gå til studievejlederen, som vil hjælpe én videre til en relevant alkoholrådgivende instans.

Punkt 6
Er man bekendt med, at en medstuderende har et alkoholforbrug, som skader vedkommendes studieaktivitet eller tilværelse i øvrigt, bør man opfordre vedkommende til at søge hjælp hos studievejlederen eller en anden hjælpeinstans.

Punkt 7
Mindst en gang om året arrangerer Undervisningsmiljøudvalget på et stormøde en drøftelse af DFLs alkoholpolitik med henblik på, at politikken gennem drøftelserne bliver konkretiseret og eksemplificeret. Evt. kan  stormødedrøftelsen føre til forslag om ændringer i DFLs alkoholpolitik.

(Besluttet af ledelsen november 2010 efter drøftelse på og indstilling fra Stormødet)