N.S.F. Grundtvig og Kristen Kold

I skolens fundats står der, at Den frie Lærerskoles ”baggrund er traditionen efter N.F.S. Grundtvig og Kristen Kold og den arbejder på grundlag af det syn på skole, menneskeliv og folkeliv der er udsprunget heraf”. Når vi skal leve op til det, må vi altså gøre os nogle tanker om på den ene side, hvad Grundtvig og Kold tænkte og mente og på den anden side, hvordan disse tanker udfoldede sig i den grundtvig-koldske skoletradition.

N.F.S. Grundtvig var præst, historiker, digter og filosof og levede fra 1783 til 1872. Han virkede i den periode, man kalder den danske guldalder, dvs. en periode hvor der inden for al videnskab, kunst og filosofi skete en utrolig udvikling i Danmark. Tænk bare på folk som: H.C. Andersen, Adam Öhlenschläger, Søren Kierkegaard, H.C. Ørsted og Bertel Thorvaldsen. Grundtvig skrev mere end nogen anden dansk digter nogensinde har gjort. Han skrev om alt fra religion og filosofi over politik og samfundsforhold til pædagogik og skoleforhold - og hans tanker inspirerede til en samfundsudvikling og udvikling inden for skole og kirke, som gjorde Danmark til noget særligt både samfundsmæssigt og skolemæssigt.

Kristen Kold levede fra 1816 til 1870 - altså samtidig med Grundtvig. Han skrev ikke tilnærmelsesvis så meget som Grundtvig. Faktisk skrev han kun én bog om sine skoletanker - ”Om Børneskolen” , men til gengæld en bog, der stadigvæk er meget provokerende og kan være til stor inspiration for moderne lærervirksomhed. Var Kold ikke skribent, var han til gengæld skolemand i praksis og var meget inspireret af Grundtvigs tanker. Kold blev grundlæggeren af friskolebevægelsen i Danmark og var faktisk også den første, der oprettede en efterskole - og hans højskole, som også var en af allertidligste i Danmark, blev en model for højskolebevægelsen siden hen.

Grundtvig og Kold havde - både i forhold til dengang og nu - mange originale tanker om menneskeliv og skole, og de har i de mere end 150 år, der er gået, siden de blev tænkt, været til stor inspiration for skolesystemet i Danmark - også for den måde, vi tænker undervisning og uddannelse på på Den frie Lærerskole. Det er svært om ikke umuligt at samle Grundtvig og Kolds tanker på en kort formel. Her er alligevel et forsøg på at angive, hvilke af de centrale tanker hos Grundtvig og Kold, der er inspirationen bag Lærerskolens værdiudsagn og praksis.