Tilstedeværelse og engagement i undervisningen

På Den frie Lærerskole er der krav om, at de studerende er 100 % tilstede og engageret såvel i den obligatoriske og selvvalgte undervisning som i alle de obligatoriske aktiviteter, som også udgør en del af uddannelsen - eksempelvis morgensang, stormøde, årgangsmøde osv.

Dette krav stiller vi med baggrund i følgende 3 begrundelser:

En idemæssig begrundelse
Med udgangspunkt i en forståelse af, at mennesket formes og bliver sig selv bevidst gennem samværet med andre, lægger Lærerskolen vægt på i fællesskabet at udvikle såvel det enkelte individ som flerheden. Det er derfor nødvendigt, at vi er til stede og sammen.

En faglig begrundelse
Det er Lærerskolens bestræbelse, at de studerende får den størst mulige lærerfaglighed i fagene - på grundlag af en forståelse af, at fagenes indhold og metode tilegnes og udvikles bedst som et fælles anliggende mellem studerende og faglærere. Derfor er det nødvendigt, at vi er til stede og aktivt deltagende.

En formel begrundelse
Undervisningsministeriet accepterer - og vi legitimerer - vores store frihed i uddannelsen - det gælder f.eks. vedrørende uddannelsens indhold, planlægning og evaluering - bl.a. fordi de studerende har pligt til at være til stede i undervisningen. Også derfor skal de studerende møde til undervisningen.

Yderligere gennemgang af retningslinierne for engagement og tilstedeværelse kan ses ved at klikke ind på studiehåndbogen.